Det danske ishockeylandshold er på vej til at blive forstærket med endnu en NHL-spiller.
Danmarks Ishockey Union (DIU) har sendt en forespørgsel af sted til Vancouver Canucks, der netop er sendt ud af NHL-slutspillet, for at få frigivet Nicklas Jensen.
- Nicklas har takket ja til at komme til Stockholm, og hvis Vancouver Canucks giver deres tilsagn, så forventer vi, at han ankommer sent torsdag aften og træner med holdet fredag klokken 12.15, siger landsholdets general manager, Kim Pedersen.
Der er endnu ikke komme grønt lys fra Vancouver Canucks på den danske forespørgsel, og det er nødvendigt for, at Nicklas Jensen kan spille med ved VM, der afvikles i Stockholm og Helsinki.
Den danske trup består i forvejen af tre NHL-spillere - Philip Larsen (Dallas Stars), Mikkel Bødker (Phoenix Coyotes) og Oliver Lauridsen (Philadelphia Flyers).
Vancouver Canucks' store danske profil Jannik Hansen er på grund af en skade ikke aktuel til VM.
Hvis Nicklas Jensen får lov til at spille med ved VM, så kan han komme i aktion første gang lørdag mod Schweiz i gruppe S.
Danmark spiller torsdag mod Tjekkiet.
/ritzau/