En mand er blevet anholdt af Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi i forbindelse med våbenkuppet mod Antvorskov Kaserne i starten af året.
Politiinspektør Flemming Madsen siger ifølge jp.dk, at manden, som er fra Storkøbenhavn, blev anholdt uden store dramatik.
Anholdelsen førte ikke til fund af nogle af de våben, der forsvandt ved det spektakulære kup. Tirsdag bliver manden fremstillet i grundlovsforhør i Slagelse.
199 militære våben var udbyttet, da de maskerede gerningsmænd slog til 4. januar. Flere af de automatiske våben skulle have været sendt til Afghanistan.
For få dage siden skred politiet til flere anholdelser i samme sag. Ved den lejlighed blev et stort antal våben fundet.