Endelig: Tottenham henter Adebayor

Efter lange forhandlinger med Manchester City er Emmanuel Adebayor langt om længe Tottenham-spiller.

Efter en succesfuld lejetid hos Tottenham sidste sæson kan angriberen Emmanuel Adebayor efter lange forhandlinger kalde sig for fast spiller i London-klubben.

Den lange togoleser var ejet af Manchester City og har desuden været på lejeophold i mægtige Real Madrid. Ingen af stederne har han dog haft samme succes som i Tottenham, og derfor er Adebayor en glad mand tirsdag.

- Det har måske taget længere tid end ventet, men jeg er tilfreds med at være tilbage i Tottenham Hotspur. Jeg nød virkelig min tid her sidste sæson, og jeg håber, vi kan opnå store ting sammen igen, siger Adebayor til Tottenhams hjemmeside.

Adebayor blev topscorer med 18 mål i 37 kampe i Tottenham, og i England har han nu i alt scoret 99 mål i 224 kampe. Tidligere spillede han for Arsenal.

Målnæsen har de også brug for i London-klubben, som i sæsonens første kamp mod Newcastle tabte 1-2.

Tottenham spiller i næste runde på udebane mod West Bromwich.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.