At spillerne i FC Midtjylland i dag gerne ville præstere, var der vist ingen tvivl om.
Seks kampe i træk uden sejre og en ny træner på bænken, efter Allan Kuhns farvel til heden, var motivation nok.
Og det blev en opløftende dag i Herning, da Christian Sivebæk efter 33 minutter skabte glæde på lægterne, da han scorede til 1-0.
Et resultat som holdt kampen ud, selv om gæsterne fra AC Horsens følte sig snydt for et straffespark, da Gilberto Macena blev sparket ned i feltet.
Inden da havde Macena også en farlig chance på overliggeren, men mere blev det ikke til fra den tilrejsende 'gule fare'.
Horsens har nu 31 point mod FC Midtjyllands 38 på tredjepladsen.
Dagens sidste kamp mellem Brøndby IF og Esbjerg fB kan sende ulvene ned på fjerdepladsen, hvis spillerne fra Vestegnen vinder over de kriseramte vestjyder.