Det er aldrig sjovt, når chefen er skuffet. Derfor kan Wayne Rooney smile igen.
I sin sidste sæson som United-manager var Alex Ferguson kritisk overfor Wayne Rooney, og mange eksperter mener, at Ferguson var årsagen til, at den engelske landsholdsangriber i sommer ville væk fra klubben.
Men nu - efter, at Rooney scorede to mål i Uniteds sejr på 4-2 over Bayer Leverkusen i Champions League tirsdag - er den legendariske ex-boss glad igen.
- Waynes præstation var fantastisk. Det glædede mig virkelig at se det, siger han ifølge Reuters til klubbens egen tv-station.
- Han har fået sin energi tilbage. Viljen, lysten til at angribe de andre spillere - det var godt at se. Han er tilbage, hvor vi kender ham og kan huske ham, fortsætter Ferguson.
Alex Ferguson flyttede til tider i sidste sæson Wayne Rooney ned på midtbanen, men David Moyes har igen sendt Rooney frem i front, hvor han ser ud til at supplere Robin van Persie fortrinligt. Van Persie var sidste sæsons topscorer i Premier League, så United er godt kørende.
- Vi vil få en fantastisk mulighed for succes, for i Van Persie og Rooney har vi angribere, som kan vinde kampe, fortsætter Ferguson.
Efter kampen med Leverkusen i tirsdags ville reportere gerne vide, om Rooney trods flere bud fra Chelsea nu gerne vil fortsætte hos United. Spørgsmål, han nægtede at svare på, men slog fast, at han nu ville koncentrere sig om fodbold.
Rooney understregede dog, at han har det godt under David Moyes, som i øvrigt var den manager, der gav ham debut i Premier League som 16-årig i Everton.
- Træningen er lidt anderledes under den nye manager. Jeg kunne huske det fra Everton - det er mere intenst, og det er bedre for mig. Jeg har det godt og er glad for at spille, sagde han dog.
/ritzau/