Ordene er få, men lykken tydelig. På Instagram afslører Stephania Potalivo med et billede af sig selv liggende i en hospitalsseng med sin lille nyfødte datter, at hun og manden, Nils Petter, endelig kan kalde sig forældre.
- Det bliver ikke større! Sig hej til Raffaella, lyder det i teksten til billedet, der fortæller det hele.
Det er ingen hemmelighed, at det har været en lang og hård vej for den danske skuespiller og hendes mand, Nils Petter, at få opfyldt drømmen om at få et barn. Parret har i over fire år kæmpet for at blive forældre, og den 38-årige skuespiller har været meget åben om hele processen i DR-programmet ”Hvordan bliver jeg gravid”.