En tyrefægter og en frisør er på valg i Frankrig

Frankrigs nyvalgte præsident har lovet at forny fransk politik. Første skridt er søndagens parlamentsvalg.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, ses her forlade valgstedet i byen Le Touquet i det nordlige Frankrig, efter at han har stemt ved første runde af valget til landets nationalforsamling.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, ses her forlade valgstedet i byen Le Touquet i det nordlige Frankrig, efter at han har stemt ved første runde af valget til landets nationalforsamling. Foto: Philippe Huguen/AFP

Det er tid til at ruske op i det politiske liv i Frankrig.

Sådan lyder meldingen fra den nye franske præsident, Emmanuel Macron, og hans unge centrumparti, La République En Marche.

Søndag skal det så ifølge avisen Le Monde vise sig, om det budskab har overbevist franskmændene. Her finder første runde af valget til landets nationalforsamling nemlig sted.

Det er første gang, at det kun 14 måneder gamle parti kan findes på stemmesedlen. Det går til valg på et løfte om at forny fransk politik, som partiet opfatter som gennemsyret af eliten.

Og løftet skal først og fremmest opfyldes i egne rækker, skriver nyhedsbureauet AFP. Derfor opstiller LREM en lang række kandidater, der aldrig har haft et politisk embede før.

Det gælder blandt andre den tidligere tyrefægter Marie Sara, som skal kæmpe mod en af det EU- og indvandrerkritiske parti Front Nationals erfarne politikere i det sydlige Frankrig.

Også en frisør, en fotograf og to brandmænd er sat på stemmesedlen i et forsøg på at gøre op med tendensen til, at de fleste franske politikere kommer fra samme baggrund og uddannelse.

Partiet bliver dog ifølge Le Monde kritiseret for ikke at opfylde sin egen ambition om at afspejle det franske samfund. Det skyldes, at en overvægt af kandidaterne fra LREM har en højere uddannelse som for eksempel læge eller advokat.

Valget til Nationalforsamlingen har afgørende betydning for Macron, der har været præsident siden starten af maj.

Hvis han ender med at få et flertal imod sig, får han nemlig meget svært ved at gennemføre de ambitiøse reformer, som han har lovet.

Han kan endda, ifølge nyhedsbureauet AP, blive tvunget til at afsætte sin premierminister, som skal godkendes af et flertal i den nyvalgte nationalforsamling.

Resultatet af valgets første runde kommer søndag aften. Den anden og afgørende runde finder sted 18. maj.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.