De, som holder af kulturel ensretning, kan nu læne sig selvtilfredse tilbage. Med rømningen af Ungdomshuset på Nørrebro er et unikt ungdomsmiljø blevet fjernet.
I mere end et kvart århundrede har Ungdomshuset været et banebrydende demokratisk projekt. Her har unge selv styret et hus, arrangeret koncerter, solgt bøger, drevet et folkekøkken, øvet sig i at planlægge og arrangere store begivenheder – helt uden indblanding fra velmenende kommunalt ansatte.
Det er ubegribeligt og trist, at især socialdemokratiske politikere på Rådhuset – fra Egon Weidekamp over Jens Kramer Mikkelsen til Ritt Bjerregaard – aldrig formåede at forstå det positive i Ungdomshuset.
Det er også uansvarligt, at voksne politikere ikke har evnet i tide at indgå i en dialog med de unge, så der kunne have været fundet en bedre fremtid for Ungdomshuset.
De unge er selvsagt selv skyld i en stor del af problemet. Den vold, de med jævne mellemrum har udvist, er naturligvis forkastelig. Aftaler, som kommunen troede, de havde med de unge, er gentagne gange blevet brudt, hvilket selvfølgelig har gjort det svært at forhandle.
Nu er Ungdomshuset på Jagtvej 69 imidlertid historie. I en by, der gerne vil opfattes som en kosmopol, er det ærgerligt, at tankegangen har vist sig så provinsiel.