Der er 179 mandater i folketinget. 18 af dem er konservative. Og det er de 18 mandater, der har sikret, at du, Morten, og alle andre danskere nu kan gå ud og købe sig en bedre og grønnere bil til færre penge end hidtil.
Vi 18 konservative fik forslaget om en grøn omlægning af bilbeskatningen ind i regeringsprogrammet, og vi har hele tiden holdt fast i målet om billigere familiebiler – også selvom ingen af de øvrige partier viste interesse for at sikre dig og dine en bedre og billigere bil.
Og i går lykkedes det så, Morten!
Vi 18 mandater fik en aftale igennem, der – som du selv skriver – gør en lille, miljøvenlig bil over 20.000 kroner billigere, mens de forurenende tonstunge firehjulstrækkere på gule plader får en basker på 200.000 kroner. Og snyde-camperne bliver ekstra beskattet.
Vi belønner altså dem, der opfører sig miljørigtigt, mens forurenerne skal betale ekstra – C02-reduktionen svarer til, at man fjerner 50.000 biler fra vejene, det er verdens hårdeste beskatning af C02-udledning fra biler.
Og det kalder du vattet? Kom igen!
Vi er 18 ud af 179, og vi har sørget for et flertal, der for første gang i mands minde har sænket priserne på biler – og så endda belønnet de grønne og sikre biler.
Det synes vi er en stor sejr.