Maria tisser på strippen af sin graviditetstest. Hun lægger den på kanten af den hvide porcelænshåndvask. Der skal den ligge i to minutter, før hun får svaret: gravid eller ej.

Én streg for ikke gravid. To streger for gravid.

Maria sætter sig på brættet for at vente. Det er ikke første gang, hun sidder sådan. Som så ofte før ser hun for sig, hvordan Thomas vil tage hendes ansigt i sine hænder og kysse hende kærligt, hvis hun engang kan fortælle, at hun er gravid.

Maria stirrer på testen. Gravid? Ikke gravid? Gravid? Ikke gravid? Da de to minutter er gået, viser testen igen kun én streg. Hun har det, som om testen ligger og griner hende lige op i hovedet: Selvfølgelig er du ikke gravid!

Hun går ud i køkkenet og smider graviditetstesten i skraldespanden under vasken. Her sørger hun omhyggeligt for, at den ligger gemt under noget af det andet skrald i posen, så ingen gæst ved et fejl får testen at se.

Beslutningen

Maria og Thomas sidder side om side i sandet i Rørvigs gyldne klitter. De kigger ud over den lyse strandbred og havet. Solen hænger lavt på den skyfrie himmel. Maria og Thomas er gået ned til vandet for at være sig selv for en stund. For at sludre lidt inden aftensmaden sammen med Marias forældre og tre søskende.

Som så mange somre før er Marias familie på ferie i deres lille røde træhus med toiletspand udendørs. Sådan er det også i sommeren 2002. Maria og Thomas snakker lidt for sjov om, hvordan det mon ville være at have et barn.

»Jeg kunne egentlig godt tænke mig at få et barn,« siger Maria så.

Det er først i det øjeblik, hun siger det højt, at det går op for hende, at det er sådan, det er. Hun har godt nok gået med det i baghovedet. Men uden rigtig at gøre sig det klart.

Thomas bliver overrasket. Positivt overrasket. For han har længe haft lyst til at få et barn med Maria. Men han har ikke sagt noget, fordi han ikke vil risikere at presse hende. Med sine 28 år er Thomas fem år ældre end Maria. Han har regnet med at måtte vente. På at Maria fik lyst til at blive mor. Men det behøver han altså ikke.

Begejstrede begynder Maria og Thomas at forestille sig deres barns små tæer i sandet. Udflugter i zoologisk have. Ture på cyklerne med et barnesæde foran.

Det bliver lidt trangt økonomisk, for godt nok har Thomas et job, men Maria læser stadig. Han er selvlært og arbejder med it-support. Hun er multimediedesigner og læser nu videre til mediegrafiker.

Det bekymrer dem dog ikke, at det koster penge at have børn. Det må blive skovtur frem for restaurant og campingferie frem for charterferie. Maria og Thomas rejser sig, trasker op ad den stejle sti til højre mellem klitterne og gennem skoven hjemad mod sommerhuset.

Maria og Thomas sender hinanden hemmelige og indforståede blikke, da de lidt senere går og sætter tallerkner på bordet ude i haven. »Mormor« hvisker Thomas lavmælt om Marias mor Lilian, som lige akkurat ikke er inden for hørevidde. Han griner drillende.

Maria spærrer øjnene op. For de har besluttet, at de vil vente med at sige noget til familie og venner, indtil Maria er gravid. Faktisk bliver hun sur. For tænk hvis hendes mor hørte det. Maria er ikke sikker på, hvad hendes mor og far vil sige til at få et barnebarn nu. Måske vil de synes, at Maria er for ung, eller at det er gået for hurtigt.

Men Maria og Thomas har kendt hinanden i tre år, og ud af deres kærlighed er vokset et behov for at give noget af kærligheden videre til et barn.

De fester heller ikke så meget som før, og mere tid går med hyggestunder derhjemme. Maria og Thomas synes, at det er et liv, som passer godt til et barn. Men måske er der noget, der står i vejen.