Så skulle det være bevist: Man kan sagtens komme sovende til et godt helbred.
Græske forskere har i samarbejde med Harvard School of Public Health undersøgt sammenhængen mellem en lur om eftermiddagen og risikoen for hjerteanfald. Og luren ser ud til at være effektiv.
Forskerne undersøgte 23.681 mænd og kvinder over en seks-årig periode, og efter at have taget forbehold for motionsvaner, helbred, kost og alder fandt forskerne frem til, at en lur kan mindske risikoen for hjerteanfald med en tredjedel.
Helt præcist mindsker en lur om eftermiddagen risikoen med 34 procent, hvis man bare slumrer engang imellem. Rutinerede siesta-sovere, som tager eftermiddagslure på mere end 30 minutter mindst tre gange om ugen, har 37 procent mindre risiko for at dø af hjertesygdomme.
»Beskeden er klar: Hvis du har mulighed for at tage en lur om eftermiddagen, så gør det,« siger professor Dimitrios Trichoupoulos i en pressemeddelelse om forsøget.
Tidligere undersøgelse har vist forskellige resultater vedrørerende siestaens betydning, men den græske forskning er en af de største og mest kontrollerede siesta-undersøgelser.
Forskerne regner med, at siestaen reducerer stress i kroppen og dermed er med til at fjerne en af årsagerne til hjertesygdomme. Den hypotese bakkes op af, at fordelen ved en lur er dobbelt så stor for arbejdende mænd end for ledige ifølge forsøget.
Forskerne understreger dog, at det er vigtigt, at siestaen ikke sker på bekostning af motion. Hvis man vil undgå hjerteanfald er det vigtigt at være både aktiv – og at få hvilet.