En dansk historiker har engang udtalt, at et parti uden en ideologi er dømt til at uddø. 1. maj er en ideologiens dag - en dag hvor arbejderbevægelsen højtideligholder ideen om frihed, lighed og solidaritet, og hvor der er al mulig grund til at ranke ryggen. Disse grundlæggende principper er, hvad Socialdemokratiet har opbygget velfærdssamfundet på, og det er værdier, som danskerne har taget til sig.
Det danske velfærdssamfund er Socialdemokratiets projekt, og i fortid, nutid og fremtid er og vil det bygge på vores principper - vores ideologi. Ideologi er ikke noget, man skal skamme sig over eller erklære stendød - ideologi er at retningsbestemme samfundsudviklingen. Uden den bliver kursen usikker og samfundsudviklingen tilfældig.
Men hvad er egentlig regeringens projekt og ideologi?
Har de stadig et ønske om en anden samfundsform end det socialdemokratiske velfærdssamfund, eller har de helt givet op? Eller sidder de slet og ret i deres ministerbiler og ved, at de kan være forvaltere af det socialdemokratiske velfærdssamfund og ikke en tøddel mere? Forvaltere for nærmeste fremtid uden retning og uden at have hjertet med. Det kan i hvert fald forklare, hvorfor problem på problem lader til at komme bag på regeringen, og udfordringer står uløste hen.
Schlüter erklærede ideologien for stendød - det lader til, at de borgerlige har taget det til efterretning.