Produceren bag den succesfulde sangerinde Kylie Minogue langer nu ud efter den moderne popkultur.
På trods af sin succes med Kylie Minogue mener han nu, at musikindustrien er gået for langt.
"Musikindustrien har overskredet for mange grænser nu. Det er ikke mig, som er gammeldags. Det handler om at beholde nogle værdier, som er vigtige i den moderne verden. I dag kan du jo ikke sidde med dit lille barn og se superstjerner som Lady Gaga og Britney Spears," siger den fortørnede producer Mike Stock.
Det skriver dailymail.co.uk.
Den populære producer fik for alvor sat skub i frk. Minogues karriere tilbage i 1980. Dengang var det meget uskyldige tekster og en bly stjerne, som optrådte i musikvideoerne. Men den tendens er ifølge Mike Stock ændret markant siden.
Han mener, at Lady Gagas vilde outfits og rå metaforer er et klart eksempel på nutidens trend.
"99 procent af musikken på hitlisterne er R'n' B, og 99 procent af videoerne og teksterne er det samme som blød porno. Børn bliver tvunget til at blive voksne alt for hurtigt. Prøv at kig på videoerne i dag. Jeg har ikke lyst til at mine børn skal se dem," siger Stock.