En person blev natten til lørdag skudt under en protestmarch i Portland i staten Oregon mod USA's nyvalgte præsident, Donald Trump, oplyser politiet.
Det var en demonstrant, der blev ramt. Den såredes tilstand er ikke alvorlig, siger politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Et øjenvidne fortæller, at demonstranterne bevægede sig over broen Morrison Bridge, da en bil med flere personer kørte forbi.
Bilens passagerer hoppede ud af bilen, og den ene af dem havde en pistol, som han først affyrede op i luften, inden han skød en af demonstranterne i underlivet. Et andet øjenvidne fortæller, at demonstranten er ramt i benet.
Gerningsmanden stak af, og han er stadig på fri fod, siger politiet.
- Alle er nødt til at forlade området øjeblikkeligt, skrev politiet på Twitter.
Gerningsmanden er ifølge politiet en ung mand sidst i teenageårene klædt i en sort hættetrøje og posede jeans.
Skuddet faldt efter endnu et døgn med protester rundt om i USA mod Trump. Demonstranterne anklager ham blandt andet for racisme og had til kvinder.
Der har natten til lørdag været demonstrationer i blandt andet Miami, Atlanta, Philadelphia, New York og San Francisco.
Tidligere på aftenen havde demonstranter kastet genstande mod kampklædt politi i Portland. Politiet svarede igen med peberspray og chokgranater.
I Miamis centrum gik flere tusinde vrede borgere på gaden. Nogle hundrede brød ud fra gruppen og blokerede en motorvej.
Samme billede tegnede sig i Los Angeles, hvor demonstranter råbte slagord som "Vi afviser den nyvalgte præsident" og "Hvis gader? vores gader".
Demonstrationerne har gentaget sig hver aften, siden Trump vandt valget tirsdag over demokraten Hillary Clinton.
Trump i et tweet kaldt det et sundt udtryk for unge menneskers "passion".
/ritzau/