Den centrale færdselsåre Nørrebrogade i København er tirsdag aften afspærret, fordi et stillads er styrtet sammen.
En person er blevet kvæstet ved sammenstyrtningen, oplyser vagtchef Jens Kristiansen, Københavns Politi.
Stilladset var stillet op ved ejendommen Nørrebrogade 63.
- Vi har afspærret Nørrebrogade, og Arbejdstilsynet er tilkaldt, siger Jens Kristiansen. Også Københavns Brandvæsen er på stedet.
Nørrebrogade er foreløbig spærret mellem Kapelvej og Stengade.
Politiet ved endnu ikke, hvor alvorligt den ramte kom til skade, da vedkommende fik stilladset ned over sig. Det vides heller ikke, om flere kan være kommet til skade.
/ritzau/