Opdateret kl. 20:00
En 19-årig mand blev dræbt, og fem andre unge blev såret ved to knivstikkerier i det indre København nytårsnat.
Det oplyser Københavns Politi, som søger vidner til begge episoder.
- Vi er stadig i fuld gang med efterforskningen og vil meget gerne tale med alle, der har været til stede, eller som ved noget om, hvad der er sket, sagde vicepolitiinspektør Knud Hvass tirsdag eftermiddag.
Også fotos eller videooptagelser fra mobiltelefoner ønsker politiet at se.
Drabet på den unge skete ved Gothersgade og Borgergade. I samme forbindelse blev tre unge, der alle er 20 år, ligeledes stukket med kniv. Politiet fik meldingen klokken 04.12.
Bare seks minutter tidligere lød en alarm om et knivstikkeri på Kultorvet og Hauser Plads. To mindre grupper var stødt sammen, og to, der begge er 20 år, blev såret af knivstik.
Ifølge politiet var det tilsyneladende uoverensstemmelser mellem diskoteksgæster, der udviklede sig og førte til den tragiske hændelse.
Om natten er der sædvanligvis mange gæster på barer og diskoteker på Gothersgade. Da betjente kom frem til stedet, opførte en mand sig mistænkeligt, og han blev derfor anholdt.
Tirsdag aften oplyser Københavns Politi dog, at manden er løsladt, da efterforskningen har vist, at han ikke har noget med knivoverfaldene at gøre.
Der er ikke nogen sammenhæng mellem de to voldelige episoder, lyder det fra politiets efterforskere.
Gennem afhøringer og indsamling af videooptagelser fra et diskotek forsøger de at skaffe sig et overblik over forløbene.
/ritzau/