En mand er død i en soloulykke på Strandvejen i Klampenborg sent lørdag aften.
Det oplyser vagtchef hos Nordsjællands Politi Jesper Hansen.
Manden kom kørende i sydlig retning ad Strandvejen, og forulykkede 300 meter nord for krydset mellem Strandvejen og Dyrehavevej.
I en personbil kørte manden ind i en lysmast og røg herefter ind i et vejtræ. Bilen brød i brand, men manden døde på stedet, oplyser Jesper Hansen.
Nordsjællands Politi modtog anmeldelsen om trafikulykken lørdag aften klokken 22.09.
Efter at have spærret vejen i begge retninger fra ulykkesstedet, er der klokken 02.22 natten til søndag åbnet igen i begge retninger, oplyser Nordsjællands Politi.
Politiet foretager stadig tekniske undersøgelser på stedet. Politiet kan endnu ikke oplyse alder på den dræbte.
/ritzau/