Ansvarlige ledere på Strandvænget og Sjælør, samt DR s generaldirektør praktiserer en ny disciplin inden for ledelse, når deres organisation bliver afsløret i stærkt kritisable forhold. Ledelsesinstrumentet hedder: Det kender vi ikke noget til, det er vore underordnede, der har sviget deres opgaver eller ikke været deres ansvar bevidst, vi har absolut intet kendskab til kritisable forhold .
På Strandvænget og Sjælør var det svage medborgere, der blev udsat for uhyrligheder. I DR er det kun penge, men dog i overforbrug et omfang, der er uanstændigt, når det er dine og mine licenskroner, der i sidste instans kommer til at betale for dårlig ledelse, såsom for billig salg af bygninger, destruktion af værdifuldt inventar, fodboldrejser og ikke mindst et alt for dyrt prestigebyggeri.
Konklusionen er, at politikere og bestyrelser, der lader en topledelse udføre stripteaseledelse, påtager sig et meget stort og kostbart ansvar, såfremt de lader forestillingen køre for længe.