Der er søndag sket en alvorlig færdselsulykke ved Silkeborg, hvor en varebil er kørt ind i et træ.
En 23-årig mand fra Herning var fører af bilen og blev efter ulykken kørt til Regionshospitalet Gødstrup i Herning.
Hans liv stod dog ikke til at redde, og han er søndag formiddag afgået ved døden.
Det fortæller vagtchef Viggo Rækby fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.
Politiet fik anmeldelsen klokken 08.01 om soloulykken. Ulykken er sket i T-krydset mellem Bødskovgårdvej og Sepstrupvej sydvest for Silkeborg.
Viggo Rækby kunne søndag formiddag ikke sige, hvordan ulykken nærmere har fundet sted, men en bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge det.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Mandens nærmeste pårørende er underrettet om dødsfaldet.
/ritzau/