Så skete det endelig. COP16 er nu endt med en klimaaftale.
Det siger formanden for COP16, den mexicanske udenrigsminister Patricia Espinosa, i plenarsalen, oplyser Reuters.
Enigheden kom på plads til trods for, at Bolivia har erklæret sig utilfreds med det udkast, der var lagt frem til aftalen. De har ikke blokeret aftalen, men vil ikke som resten af FN-landene godkende sluterklæringen.
Baggrunden er, at de mener, at aftalen favoriserer de rige lande.
193 lande har dog tilsluttede sig aftalen, som bl.a. handler om delaftaler om skovfældning, teknologi, finansiering og kapacitetsopbygning.
Der oprettes også en grøn fond, som skal hjælpe de fattige lande med de udfordringer, som de står overfor i kampen mod den globale opvarmning.
Det beskrives som en aftale, der rækker frem mod næste topmøde i Sydafrika i 2011. Her håber man, at en bindende aftale om reduktion af CO2-udslippet kan komme på plads.
Mødet holdes i Durban fra den 28. november til 9. december.