Den unge danske Reggina-spiller, Nickie Bille Nielsen fik den sidste halve time på banen, da hans hold Reggina tabte 3-1 til AC Milan i den italienske Serie A. Da danskeren blev skiftet ind var Milan foran 2-0, men kun få minutter efter reducerede udeholdet til 2-1. Desværre for dem, var der dog ikke mere at komme efter, og i det 78. minut lukkede og slukkede Gilardino med sejrsmålet til 3-1.
Med nederlaget har danskerklubben nu fire point op til den rigtige side af nedrykningsstregen. Man skal dog lige huske, at Reggina startede sæsonen med minus 11 point som følge af sommerens korruptionsskandale i landet.
Den eneste anden dansker, som var i aktion i søndagens runde i Italien, var Fiorentinas Martin Jørgensen, og han måtte starte på bænken, da han med sit hold var på besøg i Sampdoria. Martin Jørgensen kom først på banen efter 69 minutter, og han nåede ikke at få hul på bylden i opgøret, som endte 0-0. Dermed ligger Fiorentina fortsat i ingenmandsland i midten af rækken. Det dækker dog over en sportslig set ganske hæderlig sæson til Fiorentina. Med de 15 point, som holdet fik fratrukket før sæsonen havde holdet i dag ligget på fjerdepladsen i ligaen.
I toppen af ligaen ligger Inter suverænt alene i spidsen, mens Roma er ni point efter på andenpladsen.