Den over halvandet år lange, blodige opstand mod Syriens præsident, Bashar al-Assad, har sendt flere end 500.000 mennesker på flugt ud af landet, viser en opgørelse fra UNHCR, FN's flygtningehøjkommissariat.
- Ifølge de seneste tal fra Tyrkiet, Libanon, Jordan, Irak og det nordlige Afrika er 509.500 syrere flygtet ud af landet, hedder det i en erklæring fra UNHCR, der har kontor i Geneve i Schweiz.
425.000 er allerede registreret som flygtninge, mens cirka 85.000 er ved at blive registreret som flygtninge, oplyser UNHCR.
De fleste syrere er flygtet til Tyrkiet og Libanon, siger tallene.
/ritzau/Reuters