Skrevet af Anna Rossman Thejsen og Knud Brix | anro@avisen og knbr@avisen.dk
Sprængstof direkte ned i køretøjets tank. Eller en fosforhåndgranat, der sætter ild til en bunke ammunition.
Når et militærkøretøj kører på en mine, som det skete i Afghanistan i sidste uge, er der flere andre muligheder for at undgå, at udstyret falder i fjendens hænder, end at bjærge køretøjet.
Efter at major Anders Storrud omkom i forbindelse med bjærgningen af et skadet køretøj, har der været stor debat om, hvorvidt det er nødvendigt at sende danske soldater tilbage til et angrebssted for at bjærge biler og materiel. I den debat har forsvaret og forsvarsminister Søren Gade (V) tegnet et billede af, at soldaterne kun havde to alternativer: at bjærge køretøjet eller at bombe det fra luften.
Men ifølge flere militære kilder, Nyhedsavisen har talt med, kunne forsvaret have valgt flere andre måder at håndtere situationen på.
Håndgranat er nok
En anonym militærkilde siger:
»Der er mange måder at undgå, at modstanderne får fat i udstyret. Hvis du på stedet vurderer, at det af hensyn til civile er for risikabelt at bombe fra luften, kan du kan jo vælge at skyde udstyret i stykker med en anden kampvogn, eller du kan bruge sprængstof eller fosforhåndgranater,« siger en kilde, der af hensyn til sin stilling i forsvaret ønsker at optræde anonymt.
Ifølge kilden har de danske styrker altid fosforhåndgranater med ud. Smider soldaterne en fosforhåndgranat oven på en bunke ammunition inde i køretøjet, er det nok til, at vognen brænder ned, og at det følsomme udstyr bliver ødelagt.
»Alternativt kan du også lægge sprængstof direkte på tanken og så løbe derfra så stærkt, du kan,« siger militærkilden.
Skrabet budget
Men der er flere årsager til, at det danske forsvar langt sjældnere benytter sig af muligheden for at destruere udstyr end for eksempel briterne, fremhæver flere militærkilder.
En af dem er ganske enkelt, at forsvaret har brug for alt det udstyr, der er sendt med til Afghanistan, og at det er meget nemmere at reparere et militærkøretøj end at vente på et nyt hjemme fra Danmark.
En anden og nok så vigtig årsag er, at forsvaret ikke har råd til at efterlade udstyret.
»Det skal sgu være alvorligt, før man sprænger udstyr i luften. Med forsvarets meget skrabede budget lader man ikke bare sådan en halvdyr fætter stå,« siger en anden militærkilde, som også ønsker at være anonym.