I dag mødes Folketingets partier i folketingssalen for at diskutere regeringens og Dansk Folkepartis skatteaftale. En duel, hvor svarene er lagt på forhånd: Aftalen er på plads, og debatten vil derfor ikke rykke ved noget.
Det samme kan man sige om Socialdemokraternes udmelding om, at skattestoppet efter et valg skal lide døden i en reform. Eneste urealistiske betingelse: Et af de tre borgelige partier - Dansk Folkeparti, Venstre eller De Konservative - skal være med. Det er meget svært at se for sig, at et af de tre partier skulle gå med i en reform, der dolker en af trekløverets største politiske successer i ryggen. Som Pia Kjærsgaard siger i dagens udgave af Nyhedsavisen, hvor hun blankt afviser, at Dansk Folkeparti vil have noget med sådan en manøvre at gøre: Det er en gratis omgang fra Socialdemokraternes side.
Og hvordan vil den socialdemokratiske top på Christiansborg forklare over for vælgere og bagland, at man nu på skatteområdet bejler til de to partier - De Radikale og Ny Alliance - der er de mest vidtgående partier, når det kommer til at sætte skatteprocenten ned og få færre til at betale topskat. Det er ikke ligefrem socialdemokratisk politik, og det må være en svær menu at få til at glide ned, når man samtidig skriger på mere velfærd.