I 80 minutter var FC Nordsjælland lidt bedre end Esbjerg, da de to hold mødtes mandag aften.
I de 10 minutter før pausen var klasseforskellen dog udtalt, da FC Nordsjælland kynisk udnyttede, at Esbjerg havde rod i de bagerste rækker, fordi en skade havde tvunget Esbjerg til at skifte ud.
Skaden havde sat sig i ryggen på Nicolai Høgh, som måtte sætte sig ud på bænken, mens Fernando Derveld i stedet blev sat ind på en uvant plads i midterforsvaret.
Velkommen Fernando
Da Fernando Derveld kom på banen, var stillingen 0-0. Før han havde fået pulsen op, stod det 1-0, og inden han fik sved på sin stribede Esbjerg-trøje stod det 2-0. Begge gange var den indskiftede spiller indirekte involveret: Velkommen på banen, Fernando!
Da spillerne gik til pause, var stillingen 3-0 efter ti suveræne FC Nordsjælland-minutter, som viste, at Farum-holdet virkelig kan, når det vil.
Ikke mindst var det imponerende at se, hvor godt den unge Nicklas Pedersen, som for nyligt er kommet til klubben fra Herfølge i 1. division, allerede har vænnet sig til tempoet og niveauet i landets bedste række.
FC Nordsjælland og træner Morten Wieghorst lovede ved et pressemøde for nylig, at klubben vil stå for flot og underholdende fodboldspil. I ti minutter i aftenens kamp levede de 100 procent op til den målsætning, mens de i de øvrige 80 viste ganske lovende takter.
Til sidst lykkedes det for Esbjerg at pynte en smule på resultatet, men offensiven kom for sent og spændingen udeblev – fordi Esbjerg bare ikke var gode nok.