Ny eksplosion dræber minearbejdere Ingen af de 29 minearbejdere i New Zealand-minen kan længere være i live efter endnu en eksplosion. Det sidste håb om at finde overlevende i Pike River-kulminen i New Zealand efter en "ekstremt voldsom" anden eksplosion er definitivt udryddet. Første eksplosion ramte minen fredag og spærrede 29 minearbejdere inde. Den sørgelige nyhed om endnu en eksplosion natten til onsdag dansk tid måtte politiinspektør Gary Knowles overbringe både minearbejdernes familier og pressen. - Baseret på den ekspertviden, som jeg har fået ... er det vores overbevisning, at ingen har overlevet, og at alle er omkommet, sagde han. - Jeg var selv ved minen, da det skete, og eksplosionen var rædselsvækkende, lige så voldsom som den først eksplosion, og vi bevæger os nu ind i oprydningsfasen, forklarede han. Fortvivlede familiemedlemmer forlod grædende briefingen efter at have fået information om den seneste eksplosion. - Det er utroligt. Det er vestkystens mørkeste time. Det bliver ikke værre, end det her, lød det fra distriktsborgmesteren Tony Kokshoorn. - Årsagen var en opbygning af gasser over de seneste fem dage, og det opdagede de i morges. En dødbringende blanding, der har antændt hele minen. - Nu går de ind i minen for at finde ligene, sagde han. Siden de 29 minearbejdere fredag blev indespærret i kulminen, havde der ikke været kontakt til dem. Håbet levede alligevel indtil eksplosion nummer to. Mere end 100 redningsarbejdere er siden fredag ankommet til minen. Men det har ikke været muligt for dem at komme ind for at lede efter minearbejderne på grund af farlige gasser, der kunne forårsage endnu en eksplosion. /ritzau/AFP