Rækken af skudepisoder, der på det seneste har gjort livet utrygt for københavnerne, kostede i nat endnu et menneskeliv. Denne gang fandt skyderierne sted på Café Vaaren på Backersvej på Amager.
Fire personer blev ramt, hvoraf en døde. Ofret er en mand, der endnu ikke er blevet identificeret, oplyser efterforskningsleder Tommy Keil, Københavns Politi til Nyhedsbureauet Newspaq. Skuddene ramte desuden flere andre gæster både indenfor og udenfor cafeen. Alle er dog uden for livsfare.
"Manden udenfor er 19 år og dansker, og de tre, der er inde på cafeen, er en mand på 19 og en kvinde på 32, og så har vi den sidste, der er ukendt indtil videre, der er afgået ved døden," siger Tommy Keil.
Vidner har fortalt, at en eller flere gerningsmænd dukkede op på caféen cirka halv et i nat, hvor de spurgte efter AK81 medlemmer. Uden at vente på svar åbnede de ild.
Det er endnu ikke fastlagt, om skudepisoden har forbindelse til bandekrigen. Medlemmer af Hells Angels støtteklubben AK81 er dog kendt for ofte at hænge ud på caféen, der ligger i nærheden af et Hells Angels klubhus.