Seks mennesker er mandag blevet skudt på en bus, der var på vej fra Los Angeles til San Francisco-området i Californien, USA.
Et af skudofrene - en kvinde - er dræbt, oplyser amerikansk politi ifølge den lokale tv-station KBAK.
Der er ikke umiddelbart oplysninger om, hvor alvorligt de fem øvrige skudofre er såret.
Det er heller ikke klart på nuværende tidspunkt, hvad motivet bag skyderiet var, oplyser polititalsmand Brian Pennings på et kort pressemøde ved den tankstation, hvor bussen nu holder bag politiets afspærringer.
Skyderiet skete omkring 130 kilometer nordvest for Los Angeles omkring klokken 01.20 lokal tid.
En talsmand for politiet i Fort Tejon oplyser til den lokale tv-station KBAK, at gerningsmanden var passager i den såkaldte Greyhound-bus.
Chaufføren hørte skyderiet og kørte ind til siden, hvor gerningsmanden steg af bussen. Han efterlod sit håndvåben på sædet, rapporterer KBAK.
Politiet anholdt ham kort efter uden dramatik. Den mistænkte er nu i politiets varetægt og skal afhøres, oplyser polititalsmanden.
Greyhound-busser er busser, der kører over længere distancer i USA.
/ritzau/