Ritzau
Opdateret kl. 21:00
En voldsom trafikulykke har mandag eftermiddag kostet en 23-årig mand livet, mens en 19-årig mand er i kritisk tilstand.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ulykken skete på Oksevejen ved Rødekro ved Aabenraa. Politiet fik anmeldelsen om den klokken 14.40.
Ved ulykken kørte de to mænd i en bil ind i et træ.
Politi og redningsberedskab ydede førstehjælp til de to mænd. Den 23-åriges liv stod dog ikke til at redde, og han blev erklæret død af en læge på stedet.
Den 19-årige blev fløjet til Odense Universitetshospital i helikopter, fortalte politiets vagtchef tidligere mandag. Hans tilstand betegnes mandag aften fortsat som kritisk.
De pårørende til de to mænd er blevet underrettet om ulykken.
Som altid ved alvorlige trafikulykker er en bilinspektør tilkaldt for at finde frem til, hvad der gik galt.
Efter ulykken var Oksevejen spærret for al trafik i flere timer, mens de tekniske undersøgelser stod på. Den er mandag aften åbnet igen.
/ritzau/