En dræbt og en hårdt såret under skudepisode i Sverige
En 25-årig mand er død af sine kvæstelser. Svensk politi efterforsker sagen som drab og drabsforsøg.

En 25-årig mand meldes dræbt, efter at han sent fredag aften blev ramt af skud i byen Borlänge, der ligger i Dalarna i Sverige, skriver Aftonbladet.

Ud over den dræbte blev en anden 25-årig mand bragt på sygehuset med skader efter skudepisoden. Han tilstand betegnes som alvorlig.

Det var en privatperson, som lidt efter klokken 23 fredag aften anmeldte skyderiet, der skete ved et boligområde. Det er ikke oplyst, om personen overværede skudepisoden, eller om vedkommende ankom til stedet efterfølgende.

Politiet efterforsker sagen som drab og drabsforsøg, og politiet har talt med den 25-årige mand, som overlevede.

- Vi har været i stand til at afhøre ham, siger Christina Hallin, der er pressetalsperson ved politiet, til nyhedsbureauet TT.

Hun ønsker ikke at sige, hvilke oplysninger der er kommet frem under afhøringen. Heller ikke omstændighederne for den fatale episode, eller hvor mange der var indblandet, vil hun fortælle om.

- Vi har ikke et klart overblik endnu. Der har været afholdt et stort antal afhøringer gennem natten, og det kommer vi til at fortsætte med. Der skal også gennemføres en gerningsstedsundersøgelse i løbet af dagen, siger hun.

Politiet har afspærret området, hvor skudepisoden fandt sted.

/ritzau/

/ritzau/