En 15-årig pige og hendes 26-årige bror er indlagt smittet med den farlige fugleinfluenza H5N1 i en egyptisk landsby. En 30-årig kvinde fra deres familie er død af sygdommen.Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til Reuters.
Familien avler ænder, og søskendeparret havde slagtet hele deres besætning, efter flere af ænderne var blevet syge. Men efterfølgende blev de selv og deres 30-årige familiemedlem syge. Alle tre blev indlagt på et hospital i Cairo, hvor den 30-årige kvinde døde søndag.
Familien består af 33 personer, som alle bor i det samme hus i landbyen Zifta 80 kilometer nord for Cairo.
De tre syge familiemedlemmer får antallet af egyptiske tilfælde af den frygtede sygdom op på 18 personer. Otte personer er døde af sygdommen i Egypten.