I sidste måned til EM i atletik havde danske Andreas Bube armene i vejret, efter han sikrede sig sølvet på 800-meter. Men fredag aften til Diamond League i Monaco blev det en noget anden oplevelse for Bube.
Danskeren kom med 1.44,89 minutter ind i sin personligt bedste tid - ti hundrededele af et sekund hurtigere end sin hidtidige rekord.
Alligevel endte Bube som nummer 10 - og dermed sidst - i sit heat og må således sidde med en lidt blandet følelse i kroppen.
På førstepladsen kom Abraham Kipchirchir Rotich fra Kenya i tiden 1.43,13 minutter, mens hans landsmand Leonard Kirwa Kosencha blev nummer to og amerikanske Duane Solomon nummer tre.
Stævnet er Bubes optakt til OL, hvor han håber på at lave et godt resultat. Det kan godt se svært ud efter fredagens resultat, hvor han altså løb hurtigere end sig selv hidtil, men stadig var langsommere end alle andre.
Tidligere på dagen i Monaco satte de amerikanske mænd i 4 x 100 stafet årets hurtigste tid, da de løb i 37,61 sekunder.
Holdet bestod af Trell Kimmons, Justin Gatlin, Tyson Gay og Ryan Bailey, som slog deres eget andenhold fra USA.
Jamaica havde hidtil den bedste tid i den disciplin, og de to mandskaber er udset til at være dem, der skal kæmpe om OL-guldet.
/ritzau/