12 ansatte på den økologiske gård Haugaard ved Gabøl vest for Haderslev må konstatere, at deres arbejdsplads er gået konkurs.
Det er landmand Jette Jacobsen der har kastet håndklædet i ringen og må droppe arbejdet med gårdens 500 malkekøer, skriver JydskeVestkysten.
Ifølge avisen producerede gården dagligt 14.000 liter mælk til Arla Foods.
Jette Jacobsen omlagde i 1998 til økologi. I 2014 blev gården en af landets største økologiske mælkeproducenter efter investering i et nyt malkecenter med en af de største malkekarruseller i Danmark, skriver avisen.
Jette Jacobsen har drevet gården med 600 hektar jord siden 1994, og udover mælkeproduktion er der også bondegårdsferie på stedet.