Unge er nervøse for Danmarks image i udlandet, og kritiske over for regeringens asylpolitik, skrev Avisen.dk i går. En af dem er Emma Cairo, der har sendt et indlæg til os fra USA, hvor hun bor.
"Jeg blev så utroligt harm og flov, da jeg hørte om den danske regerings kampagne. Her er mennesker, der flygter fra voldtægt, bomber og tortur, og så er de ikke velkomne. Det er åbenbart for længe siden, at man oplevede krig i Danmark til, at man kan leve sig ind i den slags. Man spørger ikke: ”Hvordan hjælper vi disse mennesker?” Man spørger:” Hvordan kan vi slippe for dem?” skriver Emma Cairo, der ikke forstår, hvordan man kan være så bange for, at der kommer fremmede til.
Varm velkomst
Emma Cairo er sanger, bosat i Los Angeles på 8. år og er netop blevet amerikansk statsborger. Den modtagelse, hun har fået, står i stærk kontrast til det, der foregår i Danmark, mener hun.
“I går blev jeg amerikansk statsborger. På Facebook delte jeg et billede af mig selv med teksten ”You are now looking at a real american”. Det har fået en masse ”likes” og en hel masse ”Congratulations”, et par ”Welcome” og et ”Welcome to the greatest country on Earth. We are lucky to have you,” fortæller Emma, der bor i den kulturelle smeltedigel Los Angeles, hvor folk kommer fra alverdens lande.
Racismens land
Det gør dog ikke LA-borgerne skræmte ved det fremmede. Tværtimod, skriver Emma Cairo, der har fulgt Europas flygtningekrise og den danske reaktion på den. Hun skriver, at hun ikke længere bryster sig så meget af at være dansk. Der er kommet mislyde:
“Normalt er jeg stolt af at sige, at jeg er fra Danmark, og folk reagerer altid positivt på det, men nu begynder Danmark at have en anden virkning på folk. De ved godt, at det også er et racismens land,” skriver hun.