Emilie var forsvundet i lidt under et halvt år, efter hun blev væk på et stisystem i Korsør.
Politiet og bekymrede borgere ledte efter hende i storstilede eftersøgninger.
Første juledag blev hun så fundet. 60 kilometer fra det sted, hun sidst var set.
Nu står faren, Nicolai Skovgård, frem i et interview med BT og fortæller om tabet af sin datter.
- Emilie var mit eneste barn. Så hun var den eneste, jeg havde tilbage, siger Nicolai Skovgård til BT.
Det mest dyrebare
I interviewet kommer han også ind på alle de tanker, han har gjort om den person, der kan have dræbt hans datter.
- Ja, jeg har tænkt den tanke tusinde millioner gange, tror jeg. Jeg ved jo ikke, hvem det er, der har gjort det. Men jeg tror, det er et svin, der bare har holdt uden for Korsør Station i en bil og ventet, Du kan sat’me tro, jeg har drømt om det. Og ligget søvnløs over det. Og haft det sådan oppe i hovedet, at hvis jeg finder ham, så slår jeg ham ihjel. Så er jeg parat til at tage mine 16 år. Ens barn er jo det mest dyrebare for én, og hende har han taget fra mig. Jeg havde kun hende, siger han til Avisen.
Politiet har endnu ikke nogle mistænkte eller meldt ud, hvad dødsårsagen er, skriver BT.