Der var rigeligt at juble over i Boxen i Herning, da Danmark lørdag aften slog Spanien 36-31. Men knap havde dommerne fløjtet kampen af, før end Emil Bergholt driblede ud af hallen i en fart og lod holdkammeraterne fejre videre uden ham.
Og det var ikke, fordi han skulle nå bussen.
Årsagen var, at Bergholts kæreste, Astrid, var gået i fødsel. Det bekræftede landstræner Nikolaj Jacobsen søndag på et pressemøde i Herning, skriver flere medier.
Jeg skulle hilse og sige, at alt er gået, som det skal. Alle har det godt, og han blev far til en lille dreng sent i går aftes, sagde Nikolaj Jacobsen til den fremmødte presse.
Landstræneren kunne heller ikke lade være med at sende en kærlig hyldest i retning af hjemmefronten.
Jeg har også sendt en besked og rost Astrid virkelig mange gange (for timingen, red.). Jeg har sagt, at hun starter inde næste gang, lød det med et grin.
Før slutrunden oplyste den danske landsholdsstjerne, at hans kæreste havde termin den 19. januar. Derfor var der også lidt ekstra spænding op til lørdagskampen, der altså blev spillet fem dage senere.
I forvejen har parret en datter på to år, som nu er blevet storesøster.