Landsholdsspilleren Sanne Troelsgaard troede, at Danmarks kvartfinalesejr over Tyskland havde sikret hende en EM-medalje.
Den danske EM-profil fortalte efter den sensationelle 2-1-sejr, at det var stort for hende at være sikker på minimum bronze.
Problemet er bare, at der som noget nyt slet ikke uddeles bronzemedaljer til de tabende semifinalister i Holland.
- Jeg ville helt sikkert gerne have haft en. Men nu ved vi så, at der ikke er en bronzemedalje. Så skal vi fanme også gå efter guld eller sølv.
- Det må være en motivation for at vinde semifinalen, siger Sanne Troelsgaard.
Danmark møder på torsdag Østrigs EM-debutanter i semifinalen. For Theresa Nielsen er det fint, at der ikke uddeles bronze til taberen af det opgør.
- Det er jeg glad for. Jeg synes ikke, at man skal have en medalje for en delt tredjeplads. Jeg synes, at det er lidt lilleput-agtigt.
- Jeg vil have en medalje, fordi jeg har vundet noget. Ikke fordi jeg er en delt et-eller-andet. Jeg vil gerne have en af guld, siger Theresa Nielsen, der blev matchvinder i sejren over Tyskland.
Landstræner Nils Nielsen er pænt ligeglad med, om der uddeles bronze eller ej.
- Det betyder ikke noget. Det er bare et stykke metal. Om man får et fysisk bevis er fuldstændig ligegyldigt, siger Nils Nielsen.
- Når man siger, at man er sikker på bronze, så er det underforstået, at man er blandt de sidste fire. Om der er en faktisk medalje, betyder ikke noget, mener han.
Danmark møder på torsdag Østrig klokken 18.00 i Breda. I den anden semifinale står de hollandske værter over for England.
/ritzau/