»Først og fremmest vil jeg gerne sige ...«
Jesper Grønkjær indledte efter kampen mod Liechtenstein samtalen med hoben af journalister som en garvet politiker, der har tænkt sig selv at sætte dagsordenen. Men der var noget, der lå den stille jyde på sinde.
»Det har været et kæmpe boost for os at komme tilbage efter kampen mod Irland, og oven i købet spille godt fodbold, selvom vi godt ved, at vi har fået hjælp udefra,« sagde Jesper Grønkjær.
Han glædede sig sammen med landstræneren over, at flere spillere nu bejler til en plads i startformationen.
Andreasen står stærkt
For det første er der ingen karantæner. For det andet er gode garvede kræfter som Martin Jørgensen og Lars Jacobsen tilbage efter skader, og så har flere spillere fået et gennembrud i løbet af denne landsholdssamling. Mest markant står Leon Andreasen.
»Han har gjort holdet mere dynamisk, og han kan lide at spille fodbold, det lyser ud af ham,« siger landstræner Morten Olsen, der også kan glæde sig over den dobbelte målscorer Morten Nordstrand. Og så skal man ikke undervurdere, at stemningen i den danske trup er god efter to gode kampe uden fatale brølere.
Elkjærs buksebag er glemt
»Hvis vi vil med, hvor de bedste hold er, så kræver det også, at vi spiller op til vores bedste, og det er også at mindske de individuelle fejl, og hvis du laver en masse af de fejl, så koster det point, og det må vi ikke gøre,« siger Martin Laursen.
Sluttelig har den nærmeste konkurrent, Spanien, ikke det superhold på banen, som det har på papiret. Lige nu er det, der står tydeligst i erindringen, ikke Jesper Olsen, Bakero, Elkjærs buksebag eller andet, der rimer på Spaniens-kompleks.
Det er, at Spanien tabte på Island og var alt andet end skræmmende, da de spillede 11 mod 10 i det meste af den sidste kamp mod Danmark.
Danmark skal slå Spanien om en måned, og der er grund til optimisme.