Så kan de danske guldvindere godt få armene ned og smøge ærmerne op.
De er allerede tilbage i klubberne for at gøre klar til kampe, som falder under en uge efter den hårde og opslidende EM-slutrunde.
»Vi spiller træningskamp torsdag og fredag. Ikke ligefrem det, som man har brug for lige nu. Jeg ville gerne være sammen med familien, smide benene op og se på de dagligdagsting, som der ikke har været tid til den seneste måned,« siger den danske stregspiller, Michael V. Knudsen, som tjener til føden i den tyske topklub Flensburg-Handewitt.
Der venter europamesteren et ekstremt hårdt program de næste måneder. Og hvis alt går vel – hvilket vil sige, at Flensburg kommer langt i Champions League – så er der lange udsigter til søndagshygge med familien.
»Jeg glæder mig rigtig meget til juni. Der får jeg fri. Vores liga kører frem til slutningen af maj, og indtil da står der håndboldkamp i min kalender to gange om ugen. Det er temmelig ekstremt,« siger Michael V. Knudsen, der netop har forlænget to år med den nordtyske klub.
Der er langt fra triumfen i Norge til hverdagen i klubben. Alligevel tror Knudsen ikke, det bliver et problem at finde motivationen.
»Nej, vi ligger nummer et i Bundesligaen, og feltet er ganske tæt. Derfor skal vi vinde hver gang, og det er motiverende i sig selv. Hvis vi havde ligget og rodet i midten af tabellen, havde det været meget svært,« siger den 29-årige spiller.
Han betegner de store rejseafstande i tysk håndbold som det største problem ved at være håndboldspiller i udlandet.
»I Danmark er det ud og hjem samme dag, som kampen spilles. I Tyskland kan vi somme tider være afsted i tre dage. Det er hårdt. Ikke mindst for familien,« siger Knudsen, som er far til to børn.