Danmark har vundet to guldmedaljer ved svømme-EM på kortbane i løbet af de to første konkurrencedage, og begge gange har Mie Ø. Nielsen kunnet synge med på nationalsangen fra podiets øverste trin.
Lørdag morgen gjaldt det 50 meter ryg, og her svømmede 17-årige guld-Mie sig sikkert videre til semifinalen.
Hun svømmede i tiden 26,76 sekunder, hvilket er ny dansk rekord og bedst af alle.
20 svømmere er klar til semifinalerne i 50 meter ryg. Både semifinalen og finalen i disciplinen svømmes lørdag aften.
Den første af de indtil videre to EM-guldmedaljer hentede Mie Ø. Nielsen som en del af den danske holdkap torsdag aften i 4 x 50 meter fri, og fredag aften var hun alene på guldskamlen efter en formidabel indsats i finalen i 100 meter ryg.
/ritzau/