En lok af Elvis Presleys hår fik hammerslag ved 15.000 dollar, og en af rockkongens skjorter gik for 52.000 under en auktion i Chicago.
Det var Leslie Hindman Auctioneers, der i søndags solgte godt 150 Elvis-memorabilia.
Genstandene tilhørte den afdøde fanklubformand Gary Pepper. Og selv om det er 32 år siden, at Presley døde, blev der budt livligt, skriver bt.dk.
15.000 dollar svarer til 74.550 kroner, men da der skal lægges salær til hammerslagspriserne, kom den nye ejer af hårlokken af med rundt regnet 92.000 kroner, og køberen af skjorten måtte punge ud med i alt 310.000 kroner.
Auktionshuset solgte også fotos fra sangerens bryllup med Priscilla Beaulieu, en håndfuld breve fra hans bedstefar, J.D. Presley, og et par af de tørklæder, Elvis kastede ud til publikum under sine koncerter.