Elton John var tirsdag involveret i en dramatisk flyvetur, da hans privatfly løb ind i store problemer. Den britiske sanger var på vej fra England mod New York for at optræde i Madison Square Garden, da privatflyet cirka en time inde i flyvningen fik problemer med det hydrauliske tryk.
Det skriver The Sun og flere andre britiske medier.
Flyet befandt sig angiveligt i tre kilometers højde, da piloten over den sydlige irske kyst blev tvunget til at vende om. Flyet - af typen Bombardier Global Express - vendte tilbage mod Farnborough lufthavn vest for London, hvor landingsbanen blev ryddet og ambulancer og redningsmandskab blev kørt i stilling.
Vindstød af stormstyrke gjorde ikke sagen lettere, men efter to mislykkede forsøg på landing lykkedes det endelig for Elton Johns private jet at sætte hjulene på landingsbanen.
En større gruppe af mennesker var stimlet sammen for at overvære landingen, og øjenvidnet Philip Thomson fortæller til mediet, at flyet blev kastet fra side til side de to første gange, inden piloten fik held med at lande i tredje forsøg.
Med vanlig sans for ordspil indleder The Sun da også historien med ordene: I'm Still Landing...
Den 74-årige Elton John, der er i gang med sin “Farewell Yellow Brick Road Tour” ville dog ikke skuffe sine fans, og det lykkedes ham at komme på et andet fly til New York senere på dagen.