For to et halvt år siden ryddede nyheden om amerikanske China Arnolds drab på sin baby forsider over hele verden.
Babyen, Paris Talley, blev pakket ind i et tæppe og smidt i mikroovnen, hvorefter China Arnolds angiveligt satte ovnen i gang og gik ud i haven.
Moderen har hårdnakket nægtet at have dræbt sin lille baby, men på den første dag af retssagen mod hende i Ohio, USA, kom det frem, at hun overfor en fængselsveninde har indrømmet at have dræbt babyen i mikroovnen.
- Hun sagde, at hun puttede barnet i mikroovnen, startede den og forlod huset, sagde Linda Williams i retten, da hun afgav forklaring foran de ni mænd og tre kvinder i juryen.
Linda Williams og China Arnold delte fængselscelle sammen i marts sidste år og udviklede undervejs et intimt, seksuelt forhold.
Linda Williams forklarede også, hvordan hun havde spurgt China Arnolds om, hvordan hun fik babyen ind i ovnen?
- Hun passede perfekt, lød Arnolds svar.
I retten kom det også frem, at hun allerede kort efter, at den døde baby blev fundet, indrømmede at have dræbt sit barn.
Ifølge China Arnolds forsvarsadvokat var hun stærkt påvirket, da drabet fandt sted. Samtidig var der andre mennesker til stede i huset, da babyen blev dræbt, og det kunne lige så godt være en af dem, der står bag det bestialske drab, sagde forsvareren i retten.