På trods af den strammede rygepolitik skal det fortsat være muligt at ryge på landets væresteder.
Det mener den nyudnævnte indenrigs- og socialminister Karen Ellemann.
"Vi står med et dilemma. Mange af disse mennesker har mange problemer og dermed brug for at komme på værestederne. Så det kan ikke nytte, at de ikke må ryge, for det gør ni ud af ti af dem. Derved risikerer vi, at de slet ikke vil komme på værestedet," forklarer Ellemann i en pressemeddelelse.
Værestederne skal ellers følge samme lovgivning som andre arbejdspladser, hvor der ikke må ryges.
Men med 13 millioner fra satspuljen vil den nye indenrigs- og socialminister nu gøre værestederne egnede for både rygere og ikke-rygere.
Pengene skal både finansiere skillevægge og udsugninger, men også rygeafvænningstilbud, der er specielt lavet til brugerne af værestederne
"Med disse initiativer kan vi forhåbentlig sikre en balance, hvor vi både gavner alles sundhed og samtidig sikrer, at alle kan være der," siger Karen Ellemann.