Karen Ellemann har allerede undskyldt overfor folketingsgruppen, at den ikke fik et lovforslag om et omstridt testcenter for vindmøller at se, inden det blev vedtaget af regeringen.
Men miljøministeren vil ikke høre tale om, at det er en reel bommert.
"Det mener jeg ikke, at der er tale om. Det er jo ikke en ny sag, men et lovforslag, der har været i høring længe," siger Karen Ellemann til Newspaq.
Sagen drejer sig om et testcenter for vindmøller, som regeringen har placeret i Østerild Plantage i Thy, uden Karen Ellemann havde vendt det med baglandet i Venstres folketingsgruppe.
Det kaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen i går for "uacceptabelt" og gruppemedlem Britta Schall Holberg kalder det ifølge Berlingske Tidende for "en stor fejl" og vil ikke svare på, om hun bakker op om placeringen i Østerild.
Gruppeformand Kristian Jensen (V) har dog ikke lyst til at kritisere sin kollega.
"Jeg kan bare sige, at regeringen inklusiv alle ministre arbejder fra morgen til aften på at give danskerne gode tilbud i det her samfund," siger den tidligere skatteminister til Newspaq.