Den danske målmand Kevin Stuhr-Ellegaard er meget tæt på at få debut i Bundesligaen, når den fløjtes i gang igen på lørdag.
Den danske keeper har ellers kun været andetvalg i Hertha Berlin, hvor den faste mand mellem stængerne har været Christian Fiedler.
Han er dog plaget af skader i øjeblikket, hvilket har resulteret i en masse spilletid til den danske målmand, som har grebet både bolden og chancen, og gjort det rigtig godt.
»Han har været tættere og tættere på holdet siden november, og det kan godt se ud til, at han får debut på lørdag,« siger Ellegaards agent Karsten Aabrink til TV 2 Sporten.