Kunne du tænke dig efter endt handelsgymnasium at gange dit karaktergennemsnit med 1,06, så et snit på 9 ændres til 9,54?
Så har Århus Købmandsskole et tilbud til dig efter sommerferien.
A6 er navnet på en nyoprettet uddannelsesretning for de særligt kloge og ambitiøse handelselever. I stedet for fire fag på det højeste A-niveau, har de kommende elever seks fag på A-niveau – deraf navnet.
»Eleverne skal være indstillet på at bruge meget tid på lektier, så der er nok ikke så meget tid til erhvervsarbejde. De skal være flittige, nysgerrige, ambitiøse og have lyst til at fordybe sig,« siger uddannelsesleder Michael Sandberg.
Eleverne bliver undervist på A-niveau i økonomi, matematik, dansk, tysk, engelsk og afsætning. Målet er, at de læselystne elever skal direkte på en videregående uddannelse efter det tre-årige ophold på A6.
Michael Sandberg vil ikke sætte tal på, hvor mange elever, der er egnet til at stå distancen. Men det er ikke halvdelen af en normal gynmasieklassen, der har evnerne.
»Nej, det vil være ureaslistisk. De skal have en faglig ballast og evnen. Men vigtigt er, at de har lysten til at fordybe sig og arbejde seriøst med de forskellige fag,« siger han og fortæller, at der har været stor forhåndsinteresse fra forældre og elever.
Eleverne, der 15. marts sætter kryds ved A6, skal til en samtale i sommerferien, så Århus Købmandsskole kan sikre sig, at de har den rette motivation.
Og hvordan sikrer man sig, at det ikke bliver et prestigeprojekt for forældrene, der vil presse deres børn frem?
»Det kan vi ikke sikre os. Vi har samtalen, hvor vi skal sikre os, at eleven har lysten og viljen. Men vi ved også godt, at de lytter meget til hvad deres forældre synes. Men samtidig ser de også på, hvad kammeraterne gør, så det er ikke entydigt,« siger uddannelseslederen.
Århus Købmandsskole får med A6 sin niende studieretning.