Claus Elgaard er vant til at holde sig i form med både løb og boksning. Men da han under en løbetur i februar ikke kunne løfte sin arm og samtidig fik voldsom kvalme, vidste han den var gal.
Han kom med ambulance til hospitalet i Odense, vhor lægerne kunne konstatere, at den 58-årige journalist havde fået en blodprop i hjertet – og skulle have indopereret hele fire stenter.
Det skriver Ekstra Bladet.
I dag er Elgaard oven på igen, og han har genoptaget sit aktive liv. Men han har ikke fundet ud af, hvorfor han pludselig blev ramt af den livstruende blodprop.
- Jeg har aldrig røget en cigaret, men jeg drikker da et glas rødvin en gang imellem. Jeg er i ret god form og løber og bokser flere gange om ugen. Derfor er min egen teori, at det var kulminationen på det vanvittige liv, jeg har levet, siger han til avisen og henviser til den hårde barndom og spilafhængighed, han også har beskrevet i sin meget ærlige selvbiografi, ”Med livet som indsats - en ludoman taler ud”.
I dag er Claus Elgaard tilbage på sit job på Radio4, hvor han er vært på programmet ”Fremkaldt”.