Eleverne på de danske skoler har ikke tilstrækkelig mulighed for at udtrykke deres utilfredshed over forholdene på deres skole.
Derfor forslår Danske Skoleelever nu, at kommunerne indfører obligatoriske spørgeskemaundersøgelser på skolerne.
"Vi vil to ting med det her forslag. Det ene er, at vi gerne vil sørge for, at forældrene har mulighed for at vurdere skolerne på andet end bare de karakterer, som eleverne får til afgangsprøverne. Og derudover vil vi gerne presse skolerne til at tænke elevernes lyst og motivation ind i den måde, de tilrettelægger undervisningen på," siger formand for Danske Skoleelever, Troels Boldt Rømer, til Nyhedsbureauet Newpaq, og fortsætter.
"Jeg tror allerede, der er rigtig mange kommunalpolitikere, der vil tage det her forslag til sig og vil bruge det i deres valgkamp op til kommunalvalget, og dermed sørge for, at kommunen sætter fokus på det her - for det er der brug for."
Troels Boldt Rømer fortæller, at forslaget indtil videre kun har fået positive reaktioner.
Forslaget bliver også taget godt imod hos Per Fibæk Larsen fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Han mener, det er en god ide, da eleverne tit ikke bliver hørt i den offentlige debat, og han mener også, at skolen har en interesse i bedømmelserne.
"Skolerne er i dag i en konkurrencesituation, fordi der er frit skolevalg og private skoler. Så det at skabe en skole, som eleverne er tilfredse med at gå på, er man nødt til at være optagede af på skolerne, siger Per Fibæk Larsen til DR Nyheder.