De burde glæde sig til at bestå deres svendeprøve, men når eleverne på landets erhvervskoler får brev fra skolen, om at de skal op til prøven, begynder de at forberede sig på en tilværelse som arbejdsløs.
Det fortæller formand for Erhvervskolernes Elevorganisation, Morten Ryom, der mener, det er rigtig ærgerligt for hele samfundet, at rekordmange nyuddannede indleder karrieren med en længere arbejdsløshedsperiode.
Ugebrevet A4 skriver i dag, at hver syvende af de unge, der afsluttede deres erhvervsuddannelse i 2011, startede arbejdslivet med mindst et halvt års lediggang.
Generelt er ledigheden høj blandt nyuddannede, men det er særligt et problem for de faglærte. Hver tredje af alle nyuddannede, der er ramt af mindst et halvt års ledighed, er nemlig faglærte, og det er en rekord.
- Det er synd, men det er desværre sådan, det er. Man skal gerne være 21 år og have 16 års erfaring - det er det, mester vil have. Når virksomheder ser på, hvem de skal ansætte, og hvem de skal fyre, så er det os, der ryger, siger Morten Ryom, og fortsætter:
- Det er fordi, vi ikke har lige så meget erfaring, men det er synd, for det er jo os, der skal arbejde og betale til statskassen, så dem, der er ældre, kan få pension, og vi kan holde landet kørende.
Han mener, der har været for lidt fokus på at beholde arbejdspladser inden for industri og håndværk i Danmark. I stedet har man været for hurtige til at udlicitere til en entreprenør, som sender arbejdet til Polen eller Tyskland.
- Vi kan jo ikke konkurrere på polske lønninger, og det skal vi heller ikke. Vi kan konkurrere på kvalitet. Når vi er fagudlærte, er vi nogle af de bedste i hele verden, men der er nogen, som hellere vil have det billigt og halvfærdigt end at få det gjort ordentligt til en ordentlig pris, siger han.
Ledigheden fylder meget i elevernes bevidsthed. Mange ringer til deres fagforening for at blive helt opdateret på a-kasse med mere.
- Det er noget, der hænger tungt over hovedet på os, siger Ryom.
Han mener, der skal laves flere sociale klausuler for at løse problemet med lærerpladser, og at de faglærte selv skal blive bedre til at profilere deres arbejde.